March 28th, 2011
You are currently browsing the articles from Forældrenet written on March 28th, 2011.
Barnevognen er noget af det babyudstyr man bruger allermest. Det vil også sige, at hvis I køber en, der har dårlige køreegenskaber, så bliver I trætte af det. På samme måde kan det være problematisk med en barnevogn, der er for tung eller svær at folde sammen, hvis den ofte skal med i bilen. Derfor vil vi altid anbefale, at købe en barnevogn i en god kvalitet.
Det behøver ikke betyde en barnevogn til 10.000 kroner, men de allerbilligste vogne fra supermarkederne byder typisk på mærkbart ringere kvalitet end vogne fra de kendte mærker. Supermarkedsvognene kan sagtens bruges, men hvis der er penge til det, så overvej at bruge lidt mere.
Hvis budgettet er til supermarkedet, men ambitionerne er mere til de dyre lækkerier, så kan det være en god idé at se på brugtmarkedet. En velholdt vogn, der er et par år gammel kan sagtens holde til dit barn også, og vil ofte være et bedre køb end en billig ny vogn.
Written by admin on March 28th, 2011 with no comments.
Read more articles on Baby.
Når man skal købe babys første seng kan man virkelig få lyst til at slå sig løs. Der findes nogle virkelig lækre senge fra eksempelvis Stokke og Leander, der kan bruges både som tremmeseng og almindelig juniorseng. Det kan lyde som et godt sparetip at bruge den samme seng i årevis på den måde, men det er ikke umiddelbart den bedste grund til at vælge en af de lækre senge.
For omkring en tyvendedel af prisen kan man få en udmærket tremmeseng i IKEA. Det efterlader ganske mange penge til en juniorseng når den tid kommer.
Hvis man har råd, så er de dyre senge dog glimrende valg, og skal man bruge penge giver det god mening at bruge dem på noget, man kan have glæde af i årevis.
Written by admin on March 28th, 2011 with no comments.
Read more articles on Baby.
Det første spørgsmål I skal stille jer selv, når i vælger et puslebord er: Hvor meget plads har vi til et puslebord? Man kan få nogle rigtig fine borde, med masser af opbevaringsplads, men hvis den eneste plads man har er over toilettet, så må man nøjes med et der kan klappes ned fra væggen.
Som minimum bør der være plads til bleer, skumgummiklude eller vådservietter og forskellige cremer og salver som man kan få brug for til røde numser.
Hvis I har pladsen, så kan det være en rigtig god idé med et puslebord der har plads til en masse af babys tøj. Det vil alligevel oftest være ved puslebordet man skifter tøj, så hvis tøjet også kan opbevares der kan man spare sig selv for nogle irriterende ture. Mange pusleborde er i bund og grund kommoder med en udvidelsesplade på toppen, der kan fjernes når man ikke længere har brug for en pusleplads. Den slags pusleborde kan være praktiske, fordi de for det meste er ret store og har masser af opbevaringsplads.
Hvis man slet ikke har nogen plads, så kan man sagtens klare sig med et skifteunderlag og en kasse eller taske med de basale fornødenheder. Så kan skiftningen foregå på køkkenbordet, på gulvet eller hvor som helst.
Written by admin on March 28th, 2011 with no comments.
Read more articles on Baby.
Så længe barnet er helt spædt får det tilstrækkeligt med jern fra brystmælken eller fra modermælkserstatningen. Men når baby bliver et halvt år skal det have et jerntilskud det næste halve år. Det skyldes, at der ofte er temmelig lidt jern i overgangskosten. Barnets optagelse af jernet i modermælken forringes også i denne alder.
Hvis barnet får mindst 400 ml jernberiget modermækserstatning om dagen er det ikke nødvendigt med tilskud.
Jerntilskuddet fås som dråber og kan med fordel gives ved samme måltid hver dag. Put dråberne på skeen sammen med en mundfuld mad, når barnet er godt i gang med at spise. Jernet kan nemmere optages, når det indtages sammen med et måltid. Desuden kan dråberne misfarve babys tænder, hvis det ikke er blandet med mad.
Written by admin on March 28th, 2011 with no comments.
Read more articles on Baby.
Babyer kan sådan set lege med hvad som helst, men med noget ordentligt babylegetøj er man rimelig sikker på, at det er sikkert at sutte på, og at det kan holde til at blive kastet med, hevet i og generelt behandlet med meget lidt respekt.
Mange kan godt lide trælegetøj, fordi det virker mere naturligt, men trælegetøj kan lige så nemt indeholde skadelige stoffer som plastic.
For en baby er alting nyt og uforståeligt, så det er en god idé at have en del forskelligt legetøj, så der altid er noget nyt at undersøge. Der er dog ingen grund til at gå over gevind. Selvom en rangle ser simpel ud kan der være mange timers underholdning i den.
Godt legetøj:
Skwish (http://www.klodsmajor.dk/skwish-original.product): Denne prisbelønnede rangle fra Manhattan Toy er rigtig sjov og selvom den er dyr, så kan den holde i mange år, så den også kan bruges til barn nummer to og tre – og deres børn. Hvis I ikke selv har lyst til at bruge så meget på en rangle, så er det en rigtig god idé at skrive på ønskesedlen til barnedåben eller som barselsgave.
Rasleæg (for eksempel disse fra Tiger http://tiger.dk/tigerunger/legetoej/maracas_aeg_2_stk_20092540.html): Dette kan nemt blive jeres bedste investering. Selvom de næsten intet koster er der timevis af underholdning i et rasleæg.
Bløde rangler: (for eksempel denne fra LaMaze http://www.tojbamsen.dk/product.asp?product=10722): Babyer er ikke så gode til at passe på sig selv. Det betyder også, at rangler og lignende ofte vil blive tabt, så de rammer baby i hovedet. Nu er det ikke så meget babylegetøj der er så tungt, at det er et problem, men for trygheden, og for at give baby flere forskellige teksturer og materialer at lege med er en blød rangle rigtig god.
Written by admin on March 28th, 2011 with no comments.
Read more articles on Baby.
Trælegetøj ser så dejlig naturligt ud, og det er nærliggende at tænke, at det må være mere sikkert end sådan noget kunstigt plastic-stads.
Tidligere har der været phtalater (plastic-blødgørere) i meget babylegetøj af plastic, men det er ikke længere lovligt. Det har betydet, at meget plasticlegetøj i dag er sundere for baby at bide i, end meget trælegetøj. I 2010 gennemførte Forbrugerrådets magasin Tænk en test af legetøj, og her klarede legetøjet i træ sig klart dårligst. I syv ud af syv produkter var der skadelige stoffer, mens fire ud af seks plastic-legesager gik helt fri.
Det betyder naturligvis ikke, at trælegetøj altid er værre end plastic-legetøj. Det er bare vigtigt ikke at sætte lighedstegn mellem trælegetøj og sikkert legetøj.
Written by admin on March 28th, 2011 with no comments.
Read more articles on Baby.
Hvis baby skal med ud at cykle, så er der ingen vej uden om cykelhjelmen. Hvis uheldet skulle være ude, så kan den i sidste ende gøre forskellen på liv eller død.
Alle cykelhjelme der sælges i Danmark er sikkerhedsgodkendt, så det er ikke så meget sikkerheden du skal bekymre dig om, når du køber en hjelm til dit barn. Pasformen og brugervenligheden kan til gengæld være meget forskellig. Derfor er det nødvendigt at tage baby med på indkøbstur til cykelhandleren. Den hjelm der sidder bedst på barnets hoved er den bedste hjelm til dit barn.
En baby må ikke sidde i en cykelstol før den kan sidde stabilt selv. Normalt omkring 9-måneders-alderen. Der fås dog babysæder til mange cykeltrailere, hvor selv helt små spædbørn kan sidde sikkert. Men uanset om barnet sidder i en cykeltrailer eller i en cykelstol, så er cykelhjelmen uundværlig.
Written by admin on March 28th, 2011 with no comments.
Read more articles on Baby.
I de allerførste leveuger sover børn op mod 20 timer om dagen. Alligevel kan mange nye forældre kendes på de mørke rander under øjnene. Lige gyldigt hvor meget et nyfødt barn sover, så er dets mave så lille, at det skal spise med få timers mellemrum. Også i løbet af natten. Det kan få de nye forældre til at drømme sødt om den dag den lille vil sove hele natten igennem.
De allerheldigste forældre opnår dette nirvana omkring tremåneders-alderen. I den alder kan et barn nemlig sove omkring 12 timer om natten uden afbrydelse. Det er dog ikke særlig mange, der er heldige nok til at have børn der gider det helt af sig selv. Hvis man gerne vil have barnet til at sove igennem er der visse ting man kan prøve.
Sørg for, at barnet får masser at spise inden sengetid og i løbet af dagen. Hvis barnet ikke længere skal spise om natten, så er det klart, at de andre måltider skal være større, eller ligge tættere. Hvis man ikke kan få barnet til at spise nok i løbet af dagen, så vil det vågne sultent op om natten. Hvis man ammer kan det være svært at vide hvor meget mad baby får. Nogle har rigeligt mælk til at fodre af til natten, andre har ikke nok.
Hvis barnet har sovet i forældrenes soveværelse, så flyt det på eget værelse. Det er naturligvis besværligt, hvis guldklumpen skulle vågne om natten, men i samme rum kan I komme til at vække baby, eller baby kan komme til at vække jer. Desuden kan det være rigtig svært at flytte barnet ud af soveværelset når det bliver ældre og har en bedre forståelse af, hvad der sker.
Hvis man er sikker på, at barnet har fået nok at spise, ikke har kolik, ikke bliver forstyrret unødigt, har en ren og tør ble, ikke har ondt i maven eller ondt for tænder, så kan man forsøge at lære barnet, at om natten skal man altså sove.
Det vil formentlig betyde, at man skal lade barnet græde i et stykke tid. Lad os sige, at barnet vågner klokken 3 om natten og græder. Så går man ind og sørger for, at barnet har sin sut, og forlader væreslset igen. Hvis barnet græder videre, så gå eventuelt derind hver andet til hvert femte minut, afhængig af hvor ulykkeligt barnet lyder og hvor meget gråd dit hjerte kan klare. Som udgangspunkt skal du ikke tage barnet op, men bare vise det, at du stadig er der. Gå igen så snart barnet er faldet til ro. Bliv ved så længe dit hjerte og din tålmodighed kan klare det. Men hvis baby stadig er lige vågent en time senere er det nok en god idé at give den noget at spise.
Det er ikke alle børn, der kan lære at sove igennem allerede omkring tre måneder, og nogle dage er bare anderledes end andre, så vær opmærksom på, om dit barn stadig virker træt.
Written by admin on March 28th, 2011 with no comments.
Read more articles on Baby.
Flere af de dyre babytøjmærker holder jævnligt lagersalg, eller deltager i store fælles-lagersalg, hvor der kan være rigtig mange penge at spare.
Husk dog, at dyrt tøj, hvor man sparer 70% sagtens kan være dyrere end noget billigt tøj i en fin kvalitet. Hvis man gerne vil have noget ekstra lækkert, eller ekstra nuttet, tøj til den lille, så kan lagersalgene være en god måde at spare en masse penge på. Især hvis man ved, at man ville have købt det alligevel.
Hvis du derimod ikke synes det er så vigtigt at der står Ej Sikke Lej, Katvig eller Molo i nakken af tøjet, så kan lagersalgene sjældent betale sig. Især til helt små babyer betyder tøjets slidstyrke meget lidt. De vokser ud af tøjet længe inden det bliver slidt. Desuden er kvaliteten på meget billigt børnetøj ganske udmærket.
Written by admin on March 28th, 2011 with no comments.
Read more articles on Baby.